En vild aften

En vild aften

18-05-2012

v. Sofia Tzimopoulos

Det var ikke min mening at hoppe. Hensigten med at gå derop var da heller ikke at springe ned, snarere var det at holde de andre ved selskab, for jeg kunne aldrig finde på at gøre noget så dumdristigt. Troede jeg.

Når jeg tænker tilbage, forstår jeg ikke, hvad der gik af mig. Jeg kan ikke komme i tanke om én ting, jeg foretog mig den nat, der ikke var åndsvagt, ja ligefrem idiotisk. Fuldstændigt hjerneløst. Men gjort er nu engang gjort, og selvom jeg er gammel nok til at tage ansvar for mig selv, gjorde jeg det ikke den aften. Det gjorde derimod en mand i en gul jakke.

Jeg havde aldrig før løjet for mor. Hun har altid været ganske rar til at lade mig tage forskellige steder hen, men jeg vidste godt, at jeg aldrig ville få lov til det her. Charlottenlund Fort med drengene. Hele ugen havde jeg haft en klump i halsen, for det her kunne kun ende galt. Men med måtte jeg, ellers ville jeg ikke kunne vise mig i skolen den næste måned og ville være tvunget til at grave mig ned i min baghave. Jeg kunne derfor ikke se andre muligheder end at lyve derhjemme og sige, at jeg sov hos Sebastian. Efter skole den dag tog vi da også hjem til

 

Sebastian, men kun for at pakke vores tasker med øl og for at hente vores skateboards. Da klokken blev seks, var vi på vej ned mod fortet for at mødes med resten af flokken. Det ville blive en vild aften, var vi enige om, og vi fik ret.

Da vi havde siddet i et par timer og drukket øl og frosset om fingrene, syntes vi pludselig, det kunne være vildt skægt, hvis vi stjal et par cykler. Hvis jeg stjal et par cykler. Jeg var jo ikke sådan en lille bangebuks, der ikke turde. Jeg følte mig sej, da vi gik ned ad Strandvejen med de nye cykler og fyrrede dumme vittigheder af, og da vi i fællesskab gik lidt for tæt på en ung pige. Hun så forskræmt ud og begyndte at småklynke, mens hun bad os om at lade hende gå. På dette tidspunkt tænkte jeg mig om for første gang den aften. At chikanere fremmede piger lå egentlig temmelig fjernt fra min natur. Men det stoppede mig ikke, jeg var jo ikke nogen tøsedreng. Da vi endelig slap den grædende pige, tog vi tilbage til fortet, hvor nogle af os havde efterladt vores skateboards.

Mine tåbelige kammerater havde endnu ikke haft nok ”morskab” for en aften. Det blev derfor foreslået, at vi skulle kravle op på taget af toiletterne og hoppe ned derfra på

 

skateboard. Vi var for fulde og dumme til at tænke på, at det her var farligt, at man kan dø af at springe ned fra et tag.

Der gik lang tid, fra idéen blev født, til den blev ført ud i livet. Efter en halv time og to øl hver, kravlede vi dog alle sammen derop. Som sædvanlig ville de have, at jeg var den første. Jeg mindedes, dengang vi skulle ryge for første gang, og de holdt fast i, at jeg vel ikke var en tøs og derfor godt kunne tage det første sug. Og jeg gjorde det. Da de for to år siden fandt på, at jeg skulle spise en frø, var jeg heller ikke en tøs. Jeg slugte den uden at tygge, og jeg kastede op hele den følgende nat.

Selvfølgelig blev denne gang ingen undtagelse. Jeg nikkede kort, jeg var klar over, hvad jeg måtte gøre. Jeg havde troet, der var en vej udenom, men den eneste vej, der var tilbage, var ned.

Jeg var helt omtåget af skræk og ude af stand til at tænke klart, da jeg så noget meget gult i det fjerne. Det gule

 

nærmede sig hurtigt, det kom nærmere og nærmere, og nu registrerede jeg, at det var en Natteravn. Da jeg opdagede dette, blev jeg så glad, at jeg glemte, hvor jeg var - på et tag med fødderne på et skateboard. Jeg mistede balancen og faldt ud over kanten af taget, men Natteravnen var nået helt hen til mig og greb mig, inden jeg ramte jorden. Skateboardet faldt ned i favnen på mig. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, og jeg kunne mærke mit hjerteslag helt oppe i ganen. Manden havde mig i sin favn, og jeg var lammet. Han bar mig hen til to andre Natteravne, en mand og en kvinde, og de beroligede mig ved at tale til mig helt blidt og spørge, om jeg var okay.               

Jeg var okay. Jeg havde indset, at jeg ikke bare kan følge med flokken. At jeg ikke bare kan gøre, som de siger, jeg bliver nødt til at kunne tænke selvstændigt. Jeg lærte, at der må være grænser. De skal bare sættes de rigtige steder.

Der er dog én ting, der nager mig en smule; pigen, som vi var så grove overfor, fik ikke hjælp af nogen.